Sådan undgår du at blive snydt på nettet

De fleste af os har desværre oplevet forsøg på bedrageri på nettet i form af falske e-mails og sms'er. Vi har samlet nogle tips til, hvordan du undgår at blive snydt.

Kvinde sidder ved et bord og smiler til mobiltelefonen
Publiceret 2022-10-11 Sidst opdateret 2023-05-23

Med jævne mellemrum udsendes forfalskede e-mails og sms'er, hvor afsenderen udgiver sig for at være fra Bring. Vi ser ofte, at antallet af disse meddelelser stiger omkring højtider og ferier. 

Formålet er at snyde modtagerne til at udlevere personlige oplysninger eller foretage betalinger. På den måde kan du tabe titusindvis af kroner.

Desværre er der ikke meget, Bring kan gøre, når nogen udgiver sig for at være os. Men nogle gode råd til, hvordan du sikrer dine oplysninger, og hvordan du afslører, at nogen forsøger at snyde dig, kan være uvurderlige.

Mats Lillesund, chef for sikkerhedskommunikation i afdelingen for informationssikkerhed i Posten Bring-koncernen, ved, hvordan svindlerne opererer. Her giver han dig sine bedste tips til, hvordan du undgår bedrageri på nettet:

Stop. Tænk. Klik.

Falske meddelelser ser ofte meget troværdige ud. Derfor er det vigtigt, at du altid er på vagt og ved, hvilke advarselstegn du skal kigge efter.

– At stoppe op og overveje en gang mere er et af de vigtigste råd til at undgå at blive snydt. Det er ofte nemt at forfalske e-mailadresser, links og telefonnumre, kopiere virksomhedslogoer og lignende, så beskeden ser ægte ud, siger Mats.

Her er advarselstegnene

Hvis du modtager en underlig mail eller sms, er der nogle ting, du bør være opmærksom på, inden du handler.

  • Vil afsenderen have dig til at gøre noget?
  • Spørger afsenderen om brugernavn, adgangskode, kreditkortoplysninger eller lignende?
  • Er beskeden af akut karakter – sker der noget dårligt, hvis du ikke gør noget? Eller er der en form for gevinst eller fordel for dig?
  • Havde du forventet denne forespørgsel, eller kommer den helt uventet?
  • Tjek afsenderens adresse og links: Hvis de er ukendte eller ser mærkelige ud, er der grund til mistanke. Men vær forsigtig: Det er nemt at forfalske afsenderens adresse – så hvis den ser ægte ud, er ikke altid et tegn på, at afsenderen er troværdig.

– De kriminelle er professionelle svindlere og eksperter i at snyde folk. Hvis man bliver snydt, skal man ikke skamme sig over det – men det gælder om at gøre noget ved det så hurtigt som muligt, siger Mats.

Misbrug af Brings navn og logo

Der er ingen facitliste for, hvordan en falsk mail eller sms ser ud. Forespørgsler, der misbruger Brings navn eller logo, kan handle om sporing, at en pakke er klar til afhentning, og at man skal betale et gebyr for pakken.

Vi anbefaler, at du følger os på Facebook, hvor vi offentliggør oplysninger om igangværende svindel.

Hvis du mener, det drejer sig om en tvivlsom henvendelse, kan du bare slette mailen. Hvis du er blevet snydt og ramt, har vi nogle gode råd til dig.