Nej til unødvendig returnering

Bliv en miljøhelt – sig nej til unødvendig returnering!

Vi klikker varer hjem på nettet, som om der ikke var nogen i morgen, og de varer, vi bestiller, sendes ofte retur, hvilket igen medfører unødvendige transportemissioner. Returneringer er blevet normen. Men hvad nu hvis vi aktivt kunne mindske returkaoset og dermed bidrage til en sundere klode?

En af de største udfordringer, vi som logistikvirksomhed hele tiden står overfor, er mængden af returnerede varer. Returneringer koster, men frem for alt betyder de flere køretøjer på vejene, som igen betyder unødig udledning.

I gennemsnit sender vi 20 % af alle vores online-køb tilbage, mens det i fysiske butikker kun er omkring 9 %, der leveres tilbage. Inden for især modebranchen ser det endnu værre ud. Hos visse tøjbutikker på nettet returneres 50 % af salget, hvilket betyder, at hver anden solgt vare sendes tilbage.

Ung_person_shop_på_mobil.jpg
Hvordan tænker man retur?

Vores returvarer rejser langt

I dag er hjemmet blevet et prøverum. For at kunne finde den rigtige størrelse eller den perfekte farve bestilles der betydeligt mere tøj hjem, end man har til hensigt at beholde. Man gør det, fordi det er nemt, og det koster ofte ikke noget at sende det tilbage.  

Men hvad, der ikke altid fremgår, er, at mange returnerede produkter – især tøj – har en lang rejse foran sig, inden det er tilbage på markedet. Hvis det overhovedet kommer tilbage. Varerne skal kontrolleres, håndteres og pakkes, inden de kan sælges igen. Nogle større virksomheder har særlige lagre, der håndterer returnerede varer. Andre vælger at få det håndteret i udlandet.

Dine valg påvirker

Der stilles store krav til netbutikkerne om at reducere antallet af returneringer. Da konkurrencen er stor, er det sjældent, der rokkes ved den gratis returnering. Men i stedet arbejder mange virksomheder aktivt med at gøre beskrivelsen af produkterne tydeligere. Ud over en detaljeret tekst bruges der meget krudt på billeder, videoer og tydelige størrelsesguider.

Men ansvaret kan også ligge hos kunden. Dine shoppingvaner gør en forskel. Du kan altså med dine aktive valg reducere udledningen og på den måde påvirke vores planets helbredstilstand til det bedre. Cool, ja! Men hvordan fungerer det?

elev_i_cafe.jpg
Du kan træffe aktive valg og bidrage til reducerede emissioner.

Din guide til at blive en miljøhelt

Størrelser 

  • Brug størrelsesguides fra webshoppen eller producenten. 
  • Mål dig selv! Brug et målebånd og mål kroppen, fødderne, møblerne – you name it. 
  • Se, hvad andre siger. Kundeanmeldelser er guld, fyldt med ærlige meninger om produktet og hvordan det passer. 
  • Gennemgå størrelsen på noget, du allerede har fra samme mærke. Mange mærker holder sig ret stabile, når det kommer til størrelser. 
  • Nogle gange plejer webshops at give deres egen mening om størrelsen – for eksempel om den er "true to size", det vil sige normal i størrelsen, eller om du skal gå en størrelse op eller ned. 

 Produktinformation 

  • Zoom ind på billederne og se, om produktet har den kvalitet, du leder efter. Hvis webshoppen ikke viser så mange billeder, søg efter produktnavnet for at få mere visuel inspiration. 
  • Læs om materialet. Find ud af, hvilke materialer der bruges, og hvilke pleje- og vaskeanvisninger produktet har. Det er vigtig information at få med, når det kommer til at sikre holdbarhed. 
  • Tjek produktbeskrivelsen på webshoppen eller søg efter mere information. Det kan være virkelig værdifuldt. 
    ​​​​​​​

Research 

  • Brug den nyeste teknologi til at tjekke, om tøj og indretning passer til din stil og smag. VR (virtual reality) lader dig "prøve" tøj og sko i en digital verden, mens AR (augmented reality) giver dig mulighed for f.eks. at placere en lænestol eller vase i din stue. High-tech og high-style! 
  • Glem ikke at tjekke din shoppinghistorik. Du har måske glemt, at du allerede ejer noget lignende eller identisk. Hvis det, du allerede har, ikke passer til din smag, er det måske en god idé at sælge det! 
  • Snak med webshoppen hvis du har spørgsmål. Hvis du har brug for mere information om størrelse eller produktet, flere billeder eller hvis de har feedback fra andre kunder – chat løs! 
  • Byg et moodboard til inspiration – farver, produkter, både til hjemmet og din stil. Det gør det lettere at holde sig til planen og undgå impulsindkøb.