Nye ladestationer og solceller

Nye ladestationer og solceller på Brings terminal i Taulov

Bring har taget endnu et skridt mod en mere bæredygtig fremtid ved at installere 21 nye ladepunkter og et omfattende solcelleanlæg på terminalen i Taulov. Disse initiativer skal styrke virksomhedens fokus på bæredygtighed og understøtter målet om en helelektrisk varebilsflåde i Danmark inden udgangen af 2025.

Solceller på Brings terminal
Publiceret 11.09.2024 Sidst opdateret 11.09.2024
Written by Nina Danielson-Kienast

Med udvidelsen øges antallet af ladepunkter på vores terminal i Taulov til i alt 31. Denne opgradering vil markant forbedre mulighederne for elektrisk distribution og understøtte vores omstilling til grønnere løsninger. Terminalen har i øjeblikket cirka 45 distributionsbiler i drift, og med de nye ladestationer planlægger vi at udskifte 31 af de fossilbrændstofdrevne biler med elbiler. Dette vil gøre det muligt at dække cirka 66% af distributionsruterne fra Taulov med elektriske køretøjer. Vores ambition er at alle vores varebiler er omstillet til el inden udgangen af 2025.

Derudover har vi installeret et solcelleanlæg på 1.102,96 kvadratmeter med 552 moduler. Anlægget, som vejer 19.341,5 kg, kan producere 243.000 kWh årligt. Det svarer til opladning af 48.600 mobiltelefoner i et helt år, eller den årlige opvarmning af 40-60 danske boliger.

-Vi er meget tilfredse med både installationen af solcelleanlægget og udvidelsen af ladekapaciteten på terminalen. Det er to vigtige milepæle for os, da de understøtter vores strategier om at benytte så meget egenproduceret strøm som muligt. Desuden er det et stort skridt på vejen til at opfylde vores målsætning om, at 100% af vores varebilsflåde i Danmark skal være elektrisk inden udgangen af 2025, siger Simon Thylkjær Jensen, terminalchef hos Bring i Taulov.

Næste skridt bliver at kigge på muligheden for at lagre vores egenproducerede strøm, da den største del af vores forbrug ligger uden for de timer og perioder på året, hvor solcellerne producerer mest. Når dette lykkes, vil hele driften af terminalen ske helt uden CO2-udledning, da vores varme kommer fra luft-til-vand-varmepumper, og vi derfor ikke længere anvender fossile brændstoffer.